Case

Store energibesparelser hos Funder Skole i Silkeborg Kommune

Funder Skole

“Vi i Silkeborg Kommune vil gå forrest i den grønne omstilling, og med et mål om at være CO2 neutrale i 2025, var det svært at sige nej til at indgå i et innovativt samarbejde med Vitani med implementeringen af AI”, fortæller Jesper Buchhardt, Projektleder, Silkeborg Kommune 

Silkeborg Kommune var én af de første bygningsejere, der blev udvalgt i PEKIVE projektet, og her var det Funder Skole – en folkeskole med SFO og hal opdelt på 7 bygninger med separate forsyninger – der blev udvalgt. Funder Skole installerede i efteråret 2020 en ny varmestyring, der baserer sig på selvlærende algoritmer – også kaldet kunstig intelligens. Varmestyringen blev implementeret på ca. 1 måned uden gener for brugerne på trods af, at skolen samtidig var i drift.

Folkeskole med ny varmestyring skærer 26% af energiforbruget 

Funder Skole er en traditionel dansk folkeskole, der er udbygget over tid, i takt med at behovet har ændret sig. Skolens tekniske anlæg styres af et såkaldt CTS-anlæg (Central Tilstandskontrol og Styring).  

Udfordring

I Silkeborg Kommune har man som udgangspunkt godt styr på driften af de tekniske installationer. Silkeborg Kommune har som et af flere tiltag opkvalificeret servicemedarbejdere med en 2-årig driftsuddannelse. På trods af at driftsmedarbejderne er engagerede og veluddannede, er der stadig energibesparelser at hente ved at optimere driften, og som Jesper Buchhardt udtrykker det: ”Den kunstige intelligens er jo egentlig ikke smartere end os der har erfaring med CTS-drift. VI kunne godt opnå noget tilsvarende, hvis vi sad hver morgen og indregulerede hver enkelt zone i alle vores bygninger efter dagens vejrudsigt – og i øvrigt gjorde det om aftenen inden vi gik hjem. Det er dog bare hverken tidsmæssigt muligt med 400 ejendomme – og det er ikke en værdiskabende måde at bruge vores tid på hvis vi kan få en ”robot” til det.”

Skolens driftspersonale har tidligere indstillet varmeanlægget manuelt og uden at tage hensyn til vejrudsigten eller klimaaftrykket fra den brugte energi. Det tekniske driftspersonale driftede bygningen godt med de værktøjer, der var til rådighed via CTS-anlægget. Bygningsejeren havde et ønske om at frigive noget mere tid til driftspersonalets kerneopgaver uden at gå på kompromis med lærernes og elevernes komfort i lokalerne. 

Løsning

Funder Skoles nye selvlærende varmestyring er integreret med skolens eksisterende CTS-anlæg. Den nye varmestyring har overtaget driftspersonalets opgaver med at manuelt justere temperaturer på anlægget, og tager samtidig hensyn til både de kommende dages vejrudsigt og hvordan energien bliver produceret. 

Løsningen sørger for, at varmen løbende bliver justeret, så energien fra solen udnyttes fuldt ud. Dette sker ved, at løsningen automatisk skruer ned for varmen når solen begynder at skinne. 

Resultater

Funder Skole har oplevet en besparelse på 26 % i oktober 2020 sammenlignet med oktober 2019, og denne besparelse er blevet graddagekorrigeret. Jesper Buchhardt, Silkeborg Kommune, har ligeledes sammenlignet Funder Skole med andre skoler i samme periode og disse har brugt det samme som i de forrige år, hvilket kan indikere at besparelsen ikke er Corona-relateret. Tendensen i besparelsen er ligeledes den samme i november måned. Funder Skole forventer ligeledes besparelser i foråret 2021.

Den selvlærende varmestyring høster store besparelser når udetemperaturen er meget svingene, hvilket især ses i forårs- og efterårsmånederne.